Rejsningsproblemer er meget mere almindelige end du tror

Rejsningsbesvær: Et massivt tabu

Er du en af de mænd, som oplever rejsningsbesvær? Føler du, det er svært at tale om? Måske endda så svært, at du ikke en gang vender det med din partner? Så er du er ikke alene. Seksuelle relaterede problemer er nemlig stadig et massivt tabu.

En dansk undersøgelse fra 2017 med deltagelse af 64.000 mænd og kvinder i alderen 15-75+ viser, at 80% af de adspurgte ikke har talt med deres forældre om seksuelle emner. Tilsvarende viser en engelsk undersøgelse fra 2020, at blandt de adspurgte mænd, som er gift eller i parforhold taler kun 29% med deres partner/ægtefælle om rejsningsbesvær.

Du er med andre ord slet ikke alene. Rejsningsproblemer er meget mere almindelige, end du tror.

Hvad er grunden til, at vi ikke taler om det?

Og hvorfor er det svært at tale om, selv i et land som vores, hvor åbenhed og frisind er noget af det, vi bryster os af?

Jeg har spurgt Ellen Skipper, som er certificeret psykoterapeut, og som har arbejdet med en bred vifte af klienter i mere end 15 år.

Hun forklarer, at mennesker har et medfødt tilknytningsinstinkt, som er stærkt forbundet med overlevelsesinstinktet, fordi vi frygter, at vi ikke kan overleve alene.

Hun uddyber:

”Det vil sige, at der er en sårbarhed i at være anderledes, da man dermed øger risikoen for ikke at blive elsket og accepteret.”

Sårbarheden bunder ifølge Ellen Skipper ofte i den tilknytning man har haft til f.eks. sine forældre. Hvis det var forbundet med risiko at være sårbar overfor dem, vil man ofte have svært ved at dele sin sårbarhed med sin partner.

”Årsagen skal findes i den del af hjernen, der hedder amygdala” forklarer Ellen Skipper.

”Amygdala er et frygtcenter som hjælper os med at undgå fare, og fordi Amygdala husker ting, der var farlige, da vi var børn – som for eksempel at tale om sårbarhed – så advarer den os stadig, selvom vi er blevet voksne.”

Et svært emne selv for professionelle

Jeg hører ofte, at emnet også er svært at tage hul på i behandlersystemet.

Mændene som kommer her i min klinik melder, at de er blevet spist af med potensfremmende midler. I mine øjne en symptombehandling, som ikke kan stå alene. Derfor er samtale også en vigtig del af det gennemtestede og kvalitetssikrede behandlingsforløb, jeg tilbyder. Jeg har derfor sat god tid af til dig.

Det er svært tale om rejsningsbesvær, impotens og andre seksuelt relaterede problemer med gode nære venner. En del mænd, som kommer til mig, her er jeg den første de taler med. Mange fortæller, at grunden ligger i vores samfund, fordi her drejer det sig om at præstere. De oplever impotensen er forbundet med et statustab, når de ikke kan præstere i sengen – det gælder både overfor vennerne, på jobbet og overfor sig selv.

Det kender jeg alt til. Jeg levede med rejsningsbesvær i 12 år.

Jeg taler om det, for jeg kender konsekvensen

Jeg ved, det kræver mod at overvinde det personlige ubehag ved at starte snakken om potensproblemer. Mange mænd holder sig tilbage. Det gjorde jeg også selv. Jeg var flov, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle tage hul på snakken. Jeg var bange for at blive lukket ude, gjort til grin og fejet af.

Alene tanken om at komme ind til en behandler, der manglede forståelse for konsekvenserne ved rejsningsproblemer, i lang tid afholdt mig fra at bestille en tid.

Derfor arbejder jeg hårdt for at nedbryde tabuet og tager hul på samtalen og snakken om rejsningsproblemer. Jeg ved, hvor vigtigt det er. Og jeg ved det redder mange mænds selvtillid og sexliv.

Punkt #1

Rejsningsproblemer er meget mere almindelige end du tror. I den danske befolkningsundersøgelse Projekt SEXUS havde 43% af seksuelt aktive 15-89-årige mand oplevet rejsningsproblemer inden for det seneste år.

Punkt #2

I en undersøgelse fra 2020 med deltagelse af 100.000 mænd i alderen 20 år og opefter, svarer mere end halvdelen af deltagerne, at de har svært ved at gå til læge og tale om rejsningsproblemer, fordi det er pinligt.

Punkt #3

En af grundene til at mange frygter at tale om tabuer skyldes, at menneskets hjerne er udstyret med et frygtcenter, der hedder amygdala. Amygdala husker alle trusler gennem livet. Det hjælper os til at navigere i verden og undgå fare. Nogle ting var farlige da vi var børn, men er ikke farlige for voksne. Men vores amygdala husker, at det var farligt dengang, og giver derfor advarsler i vores system om fare. Enten ved at aktivere med adrenalin eller ved at lukke ned, alt efter den metode der blev brugt oprindeligt, da vi mødte faren første gang.